Knockdown - ADS Bootcamp
af Peter Larsen

Det startede med at jeg ville skrive en lille artikel om Lars Besand. Da den kom på gaden, rasede der en debat om Lars’ sport. Jeg fulgte op med en artikel med Claus Mandal, om debatten. Jeg vil nu afrunde min artikelserie, ved at gøre noget, de færreste gør...

Holdninger dannes ofte ud fra andres oplevelser og fortællinger. Man kan have en fanatisk overbevisning om ting, uden at have et begreb om, hvad tingene er. Nogle gange kan man have den ”forkerte” holdning til tingene og det kan være skadeligt for de ting man danner sig holdning om.
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har en hel anden holdning til Mixed Fighting/Mixed Martial Arts/NHB/Ultimate Fighting, end den medierne har udvist i den sidste stykke tid. Jeg tror ikke på hysteriet om, at sporten er livsfarlig. Jeg har det modsatte bevist, og har undersøgt sagen, i modsætning til hvad medier og politikere har. Jeg har skrevet to artikler om folk der kæmper No Holds Barred (NHB) kampe i de sidste to numre af SKOPET, Lars Besand og Claus Mandal.
Fint! Jeg kan skrive om det. Jeg har set en masse kampe på video. Jeg har læst en masse på Internettet. Men hvilken viden har jeg ud over det?? Ingen!!!
Så jeg postulerer vel også lidt, ikke!!
Derfor gav jeg mig selv en udfordring. I min afsky mod de rygløse skriverkarle, der sidder rundt omkring på de danske redaktioner, gjorde jeg noget som de sjældent gør. Research!
Jeg ville lade min krop bedømme, hvor livsfarligt MMA er. Jeg besluttede mig for, at prøve Boot Camp’en i ADS Aalborg (www.submissionfighting.dk / www.attack-defence.dk). 14 dages prøvetid med konditionstræning, basisteknikker og udstrækning.

Da MMA og Shootfighting kom til Danmark, fulgtes det med en bølge af skrækfortællinger om hvilken en brutal sport, det er. Folk blev kvalt og sparket i hovedet, mens de lå ned!
Den eneste sport, jeg har trænet, er fodbold, på et mere eller mindre fordrukkent plan, så jeg havde lidt nogle bange anelse angående mit projekt.
”Mand dig op!”, sagde jeg til mig selv, ”du ved godt, det er skrivekarlene, der skriver sådan noget pis. Det kan jo umuligt være så farligt”.
Jeg mailede til Claus Mandal, som er instruktør hos ADS, og satte ham ind i mit projekt.
Han foreslog, at jeg tog bootcamp’en, trænede et par gange og så tog en fotograf med. Jeg samtykkede. Claus mailede mig igen, og mindede mig om, at tage en førstehjælpskasse med!

Som første træningsdag oprandt, satte eftertænksomheden ind. Jeg havde valgt en klub, som bl.a. havde mottoet:
”ADS giver dig blodtud, og siger ikke engang undskyld”.
Jow jow, der var nok at tænke på.
ADS er en forkortelse for Attack Defence System. ADS er, så vidt jeg indtil videre har, forstået ikke så meget et system, som det er en mentalitet/filosofi. Klubbens udøvere træner ikke et specifikt et system, men målrettet mod de stævner, de stiller op i.
”The way you train, is the way you fight”, som det malerisk står på deres hjemmeside.
”Betyder det, at de slår igennem til træningen”, var der en tøset stemme der messede i mit hoved.

Jeg besluttede mig for at tage bussen derop, da jeg havde fået at vide, at jeg vil have meget ømme muskler bagefter. Så vil jeg sikkert ikke være særlig smidig på en cykel bagefter.

DAG 1

Jeg kom i klubben og introducerede mig til Kim Hovgaard, som skulle stå for træningen. Han virkede som en rolig og tilforladelig fyr. Vi klædte ligeså stille om, mens vi snakkede lidt om den rystende debat, sporten har været udsat for. Vi gik op i træningslokalet, som har 2 meget store måtter liggende. De fylder stort set hele lokalet, så der burde være plads nok til at undvige de værste spark. Jeg placerede mig skødesløst omkring et stor vindue, hvor man kunne lægge sine personlige affekter. Jeg lagde ret hurtigt mærke til, en som summede rundt med et blåt øje – The way you train is the way you fight. Jo tak, der var lagt i ovnen.
Kim kaldte os ind på måtten, hvor vi gik i gang med opvarmningen, som bestod i at varme leddene op og rulle lidt rundt på ryggen. En saglig lettelse varmede mit paniske sind. Efter opvarmningen var der let træning i stående positioner og dominans. Efter 20 minutter med det, fortsatte træningen med gulvkamp. Vi trænede undvigelser fra guard og forskellig submissions. Træningen stod på i 2½ time. Det hele udført i en rigtig hyggelig løssluppen stemning. Der var ingen titulering, men til gengæld masser af humor. Det havde været en meget positiv oplevelse, og jeg så frem til næste træning.
Jeg tog noget træt med bussen hjem, og spiste et velfortjent måltid mad.

Dagen derpå, var det så ikke så sjovt længere. Jeg var øm. Det var ikke så nemt at komme ud af sengen, og jeg måtte stort set trille ud over kanten og møve mig på maven i bad. Jeg var øm i rigtigt mange muskler og havde fået en frygtelig lektion i menneskets anatomi. Jeg var øm i muskler, jeg end ikke anede, jeg havde. Jeg kom igennem dagen med tanke på min sofa derhjemme. Jeg havde dog vist glemt, at jeg skulle til fodboldtræning om aftenen, så sofaen så jeg ikke meget til.

DAG 2

Den anden træningsdag i min 14 dage lange Boot Camp så jeg frem til. Havde virkelig fundet alt ”gulv-mulet” hyggeligt, og laaaaaangt fra farligt. Alle respekterede modstanderens grænser. Ikke at ordet modstander burde bruges i det omfang, da man mere var træningspartnere – træningskammerater. Når en lås blev sat ind, blev den ligeså hurtigt sluppet, når der blev ”tappet” (Tappet (tapout) = det er når man klapper i gulvet, når man giver op).
Jeg havde mod på mere!
Da jeg kom op på måtterne til træningen, begyndte tingene at ændre sig en kende. Efter opvarmningen skulle vi træne stående kamp.
”Hva’be’har!”, udbrød min indre tøs, ”mener han at vi skal til at slå og sparke hinanden??”.
Det mente han.
Piben fik en anden lyd. Jeg har cirka 0 bokseerfaring. Aner ikke hvordan jeg skal slå og beskytte mig selv, men jeg kan forstod på det, at jeg hurtigt vil få en ide, om hvad jeg ikke burde gøre.
Da vi lagde ud, var jeg egentlig lidt nervøs for hvordan det skulle gå til. Det viste sig at være små meget harmløse spark på ydersiden af låret. Jeg vil lige tilføje, at det i for sig også er temmelig hårdt, at stå og sparke lettere monoton, på trods af, at man ingenlunde humrer igennem.
Efter vi havde leget lidt med det i nogle minutter, blev der smidt nogle små søde puder ud, fra et skab. Dem skulle man holde, så ens makker, kunne få lov at humre igennem på ens lår. Jeg sagde ret hurtigt tak for puden.
Det, jeg lærte, var, at man sparker ikke sin modstander på samme måde, som man sparker til en fodbold, for hvis man gør det, så bliver man ret hurtigt træt af, at støtte på den ankel man sparker med. Derimod sparker man med det ”skarpe” af sit skinneben. Det krævede lidt tilvænning, og jeg er stadig ikke helt med.

Man skal være vågen ved træning at stående kamp, men jeg vil ikke sige, det er farligt. Det er hårdt, men sjovt. Jeg var noget bekymret for at skulle stå og ”sparre” med en, som havde noget mere erfaring end mig selv. Men igen - alle har respekt for deres træningsmakkers begrænsninger, så der var ingen fare. Det værste, der skete for mig, var, at jeg ”gik forkert” med puden, og fik et slag på underarmen, men ikke noget der gjorde specielt ondt.
Gudskelov sluttede dagen af med noget hygsomt gulv-mul (Submission wrestling på gulvet). Hvis jeg var øm efter første gang, var jeg nu endnu mere øm. Musklerne omkring skulderne var ramt hårdt, og det kunne virkelig mærkes dagen efter. Det var en hård træning, men vigtigt, for den brød en barriere ned hos mig. Mine forbehold for at træne kampsport blev manet en hel del til jorden. Det var netop, den stående kamp, som i mange år, har holdt mig fra den kampsport. Frygten for, at en eller anden nar med sort bælte lige skulle sætte en fløs som mig på plads. Det var der intet af i ADS Aalborg.

Dagen efter hang armene, og der fik de lov til at hænge.

Der trænes mandag og onsdag i ADS Aalborg, og Boot Camp’en er fra kl. 17 til 18. Derefter er der almindelig træning til kl. 1930, og derefter fri træning indtil klubben lukker. Lørdag er der fri træning fra kl. 1300 til sidste mand går. Jeg træner ikke lørdag, da jeg ikke mener, jeg kan være med i den træning, der foregår der, så for mig kan ventetiden fra onsdag til mandag godt hen og blive lidt lang.
Jeg glædede mig virkelig til at komme i gang igen og alle de forbehold jeg havde haft for at gå i gang med dette projekt, var for længst døde og begravede.

DAG 3

Endelig mandag.
Træningen begyndte lidt mærkeligt med, at vi skulle lave kolbøtter henover en stor madras. Jeg havde dog gennemskuet, at de ting vi varmer op med, på trods af hvor mærkværdige de end virker, så har en relevans for de ting, man skal lave siden hen.
Næste del af træningen bestod i nogle kast. Ikke små blide kast, men kast over skulder hvor man vender rundt. Kast hvor man, hvis man ikke passer på, kan risikere at få slået luften ud af sig noget så voldsomt. Det var der taget højde for, så den store springpude var lagt ud igen. Der blev kastet en del rundt med mennesker.
Derefter var der noget mere submission træning og hvordan man forsvarer sig i guard position.
Meget af sportens kritik har gået på, at man, under nogle regelsæt, må sparke på en liggende modstander. De fleste af de ting, vi har trænet, mens jeg har været med, har foregået på ryggen. Det er jo ikke sådan, at man bare ligger i fosterstilling og bliver sparket til plukfisk, sådan som medierne har fremstillet det. Man ligger på ryggen med ”alle fire i luften” og har altid ansigtet vendt mod sin stående modstander. Man drejer med rundt og forsvarer sig, ved at holde modstander på afstand, ved at evt. puffe ham væk med det ene ben, eller møve sig baglæns, lidt ala en slange. Det er faktisk ikke så nemt at skade sin modstander, når denne ligger på ryggen og drejer rundt. For modstanderen gælder det om at komme igennem ens parade, og prøve at mounte vedkommende.
Alt i alt er det et meget taktisk spil. Man forsøger at sætte sin modstander op til at dumme sig, og så nærmest sætte ham skakmat derefter. Når man ligger på ryggen, med sin modstander hen over sig, enten i en guard eller mount, skal man være uhyggelig vågen og opmærksom på hans bevægelser. Man skal være klar på en kontrabevægelse. Det ved han godt, og jeg ved godt han ved det og han ved godt jeg ved, at han ved det...
Det sværeste er, at holde op med at tænke ”2 dimensionalt”. Man skal vende sig til at bevæge sig flydende og forsvare sig ved at fiksere sin modstander med ens ben.
Derfor kan sådanne kampe blive lange skaktræk, indtil en bliver træt og laver en dum fejl – Submission eller knockout!

Jeg må tilstå, at jeg blev rullet noget igennem den dag. Blev budt op til dans af nogle af de mere øvede. Jeg takkede selvfølgelig ja, og fik mig nogle temmelig ”underholdende” flyveture, og en kærkommen lektion i smidighed (eller mangel på samme).

Tirsdag brugte jeg på ingen verdens ting, ud over at se frem til den store generalprøve. Dagen hvor fotografen skulle med, og forevige min manglende talenter. Det var onsdag det skulle ske, og jeg glædede mig til at komme op og træne igen.

SIDSTE DAG

Opvarmning gik ud på, at vi lavede lidt gulv-mul med en makker. Stille og rolig, lige for at blive varm. Ingen vilde låse eller noget.
Derefter kom de frygtede små røde puder ud fra det hemmeligt skab igen. Der var dømt stående kamp træning. Denne gang bekymrede det mig ikke. Vi startede med at slå nogle kombinationer. Højre, venstre. Venstre, højre. Vi byggede videre på det. Højre, venstre, højre. Venstre, højre, venstre. Lidt mere! Højre, venstre, spark med højre, slag med venstre. Sådan fortsatte det og det blev faktisk temmelig hårdt.
Men nu når jeg alligevel stod og prustede, så kunne vi alligevel ligeså godt gøre det meget hårde. Nu skulle vi til at lave lår spark. Men…….. Der var lige en lille tvist. Vi skulle starte med at sparke engang, så to, 3, 4, 5, 6 ,7, 8, 9, 10. Når vi nåede 10, så skulle vi ned af igen. Spark 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1 = Puha!
Bagefter trænede vi knæ til mellemgulvet, og den gik også efter samme devise. 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 6, 5, 4, 3, 2, 1. Det kørte helt af sporet da vi skulle lave maverulninger. Det foregik på den måde, at man sprang op og låste benene om livet på sin makker. Derefter kørte man fra gulvet op til hans skuldre
Det var uden tvivl noget af det hårdeste vi havde lavet, og efter det, skulle vi såmænd til at løfte på hinanden bagefter. Vi lærte at gå ind under vores modstander. Løfte ham op på vores skulder, og så smide ham i jorden. Meget effektiv, men hvis man ikke bruger den rigtige teknik, så ender man med at bruge alt for mange kræfter på at løfte ham. Kræfter er faktisk en vigtig faktor. Man skal nemlig ikke bruge for mange af dem. Kampe afgøres ikke på råstyrke, men teknik og snarrådighed.
Efter at vi havde smidt rundt med hinanden, skulle vi i gang med en omgang let sparring, og der blev gjort tydeligt opmærksom på, at man skulle slappe af. Stille og roligt, for ellers vil ingen af os få noget ud af det. Vi skulle frit sætte kombinationerne sammen, og modstanderen skulle forsøge at dække sig af for ens angreb.
Træningen sluttede af med , at vi frit trænede gulv-mul.

Det var min sidste træning i Boot Camp’en, og jeg var en mærket mand. Alt den slag øvelse, havde sat sig i min skuldre og knæ sparkene have også taget en hel del på mig. Jeg var øm og medtaget, men efter at være blevet slidt op af en intens og hård træningen, falder der sig en bestemt ro over ens sind. Man er ved godt mod, og i et fredeligt humør. Man er helt tom og tænker bare på at komme til at slappe af. Timerne efter, hvor jeg tager hjem og for noget at spise, nyder jeg. Ser et eller andet intetsigende i fjernsynet, mens jeg vurdere de små succeser jeg havde til træningen, velvidende, at hvis jeg bliver ved med at give mig, så vil der komme mange flere succeser.
Og jeg vil blive ved med at give mig. Jeg fortsætter! Det er sikket. Det er simpelthen for underholdende til at stoppe med at træne nu. Sporten er først og fremmest underholdning for mig. Dernæst kommer motionen, og til sidst konkurrence elementet. Der er noget fedt ved at overvinde en i kamp. Ikke mente på den måde, at jeg nyder at svinge mine arme i hovedet på en fuld stodder, da det nok mest er tilfældigheder det vil blive afgjort på, men at det spil, hvor man forsøge at liste sin modstander til at vise sine sårbarheder.

Hvordan har det hele så været?

Jeg havde først og fremmest kun en ting for øje, da jeg besluttede mig for at prøve det. Finde ud af hvor farligt det er! Eller at afkræfte rygterne.
Ret hurtigt fandt jeg ud af, at alle de skrækhistorier, man f.eks. havde hørt om Shootfighting, ikke havde en skid på sig. Der var ingen blodtud eller hjernerystelse at se. Ingen der kom til skade. Ingen der var psykopater. Det var tydeligt at se, syntes jeg, at de folk der var til træning, nød at rulle rundt. Alle øsede ud af deres erfaring. Fortalt når man lavede en fejl. Det er fedt.
Jeg var lidt nervøs, for et par dage inden jeg skulle op og træne første gang, var der en der fortalte mig om en af hans venner ,som havde trænet der. Han havde glemt sin tandbeskytter og fået et knæ lige i munden. Det havde taget pippet fra ham. Personligt tror jeg at den historie er temmelig overdramatiseret, vi jo ikke træner med fuld kontakt. Selvfølgelig kunne det ske, men en tandbeskytter vil altså ikke hjælpe alligevel. Den beskytter tænderne, men sikre ikke mod en knock-out. Den er der hovedsageligt for at man ikke skal slå en flig af sine tænder.
Fordi man må sparke på ens modstander, værende i hovedet og når de ligger på jorden, gør ikke, i mit hovedet, ikke sporten uhørt brutal. Derimod gør det den til en realistisk kampsport/selvforsvar. Man kan selvfølgelig spekulere i, hvor effektiv gulvkamp er i et gadeslagsmål, med submission og lås. Men alle de undvigelses teknikker vi lære, i forbindelse med at have en siddende på en i en mount, der er det meget effektivt. Man lære at forsvare sig, at slå fra sig og måske nok også være lidt beregnende.

Jeg har nu mødt et par stykker som kæmper i NHB/Mixed Fighting turneringer, og ingen af dem virker til at have fået varige men. De tænker klart og kan gå oprejst. De har nogle ar og mærker fra kamp, men ikke noget ud over det sædvanlige. Det jeg mest ligger mærke til, er at de virker alle meget velafbalanceret og harmoniske. Min vurdering er, at der ikke er nogen af dem, som dyrker sporten, for voldelige elements skyld. Mange af dem nyder kampen, og ser det som et led i deres udvikling. Hvis de vinder, har de fået deres evner bekræftet. Hvis de derimod taber, så ved de, at de har noget at arbejde med i træningslokalet.

Nu har jeg forsvaret sporten, men der er selvfølgelig også risiko forbundet. Man kan komme til skade, under kamp såvel som træning. Selvom vi ikke træner fuldkontakt, så er der alligevel et grant af alvor i. Kampsport er en alvorlig sag. Når vi træner kampsituationer, så træner man med henblik på at vinde over sin modstander, at komme igennem hans forsvar. Det kan også sagtens gøres uden at det skal være voldsom, men hvis man ikke giver den fuldt ud i øvelserne, så bliver de ikke indøvet ordentligt. Hvis begge er indstillet på, at man er forsigtigt, så sker der ikke noget. Det kræver bare at man er opmærksom på det, og det er der jeg fornemmer at der kan ligge noget fare. Når man er i klinch, og en eller anden bevæger sig hurtigt rundt, kan man blive ramt af flyvske lemmer. Man kan få trykket et ribben, når man bliver taget til gulvet. Man kan slå hovederne sammen ved et shoot. Man kan gå forkert af hinanden i en sparringsituation. Alt sammen situationer, hvor man kan blive udsat for smerte, få sår og mærker.
Men det er alle samme situationer som gør sig gældende i fodbold og håndbold. Der kan du komme ud for de samme skader. Flyvske tacklinger, sammenstød, flyvske bolde, temperament som koger over og almindelig selvforskyldte skader. Der kan forekomme uheld og skader i alle sportsgrene.
At træne ADS er ikke farligere end at spille serie 6 fodbold (nok tværtimod vil nogle mene), men at dyrke sporten på et højt niveau som NHB kæmper er noget andet. Der er en risiko forbundet, men der er til gengæld også tale om folk som har evnerne og er indforstået med risikoen.

Jeg vil slutte af med at sige følgende. Man er meget øm efter træningen, men det er ikke pga. de ting man laver, men fordi man ikke har lavet dem før. Musklerne er utrænet og reagere på det. For mig har det været noget helt andet end forventet. Jeg ved ikke hvad jeg egentlig havde forventet, men jeg er i hvert fald blevet meget positivt overrasket. Det er hyggeligt at træne, og det er sundt. Jeg plejer at have en temmelig øm muskel omkring min ene skulder, pga. alt den tid jeg bruger foran en computer. Det har ADS været med til at bløde op for. Det er ikke noget der plager mig i samme grad længere.

--- Denne artikel er læst 3974 gange

Tilbage | Udskriv artikel